Husorden for Alberts Have – en Almenbolig+ afdeling
Et godt klima skaber trivsel
En boligafdeling kan sammenlignes med et minisamfund, hvor beboerne er mere eller mindre afhængige af hinanden – og hvor vi er fælles om mange ting.
For at skabe et godt bomiljø er det vigtigt, at alle viser størst muligt hensyn til deres naboer, og at alle passer på afdelingens fælles ting, grønne områder osv.
Udgifter til at vedligeholde afdelingen – og dermed huslejen – kan holdes nede, når alle hjælper med at holde bebyggelsen og de grønne områder i pæn stand i hverdagen.
At bo i en Almenbolig+ forening, stiller krav til os som beboere.
Vi skal som beboere være indstillet på at få hverdagen til at fungere, dvs. Som beboere skal vi sammen sørge for at der bliver slået græs, klippet hæk, bliver fejet og ryddet sne m.m. på fællesområderne. Det er også os selv, der har ansvaret for at affaldsøerne er ryddelige, så skraldemændene kan komme til containerne så de bliver tømt. Derfor er det et krav at du/din husstand deltager aktivt, enten i områdeudvalgene eller på de indkaldte arbejdsdage m.v.
Det er også en del af konceptet, at kommunikationen mellem beboerne og administrationsselskabet KAB foregår elektronisk (via mail). Dette gælder ligeledes for kommunikationen mellem beboerne og bestyrelsen. Det er derfor vigtigt at vi også i bestyrelsen har jeres mailadresse. Hvis I skifter mailadresse kan den nye sendes til: AB5002-6@kab-bolig.dk
Boliger hvor EL-skabene er opsat i gavlen, er desuden forpligtet til at give naboerne lejlighedsvis adgang til at aflæse deres EL-måler. Pågældende nabo bør dog rette henvendelse først.
Som beboer er det dit ansvar, at hele husstanden, logerende, gæster og andre, der kommer hos dig, overholder denne husorden.
Vær opmærksom på, at overtrædelse af husordenen i værste fald kan føre til opsigelse af dit lejemål.
Gem husordenen
Det er vigtigt, at du som beboer kender dine rettigheder og pligter, som de fremgår af KAB’s lejekontrakt og allonge, denne husorden, vedligeholdelsesreglementet samt AKB – Albertslund/Alberts Haves øvrige vedtægter.
Ændring af husorden
Denne husorden kan kun ændres på et afdelingsmøde eller ved en urafstemning.
Hvis du ønsker at ændre husordenen, skal du derfor stille forslag om det til afdelingsmødet inden for fristen for indkomne forslag.
Affald
Dit affald skal sorteres i henhold til Albertslund kommunes retningslinje, pr. 1. oktober 2016:
Mad- og restaffald lægges i dagrenovations-beholderen.
Flasker og andet glas lægges i flaskecontaineren.
Aviser og ugeblade lægges i papirbeholderen.
Pap i papbeholderen.
Metal lægges i metalcontaineren.
Plastik i plastikbeholderen.
Skarpe eller spidse genstande skal pakkes forsvarligt ind, så de ikke er til fare for renovationsfolkene.
Storskrald
Papkasser, møbler, gl. elektronik og lignende skal anbringes på anvist plads/rum eller nærmeste genbrugsstation.
Farligt affald
Batterier, malerrester, kemikalier osv. skal afleveres i de opstillede beholdere eller på nærmeste genbrugsstation.
Du er selv ansvarlig for at opbevare dit affald indtil du kan aflevere det i det anviste område eller nærmeste genbrugsstation. (den ligger på Holstbjergvej 44).
Fodring
Undlad venligst at lægge frø eller andet foder ud til fugle eller andre dyr på udearealerne. Det kan give problemer med rotter.
Antenner/paraboler
Må opsættes efter følgende retningslinjer:
Udvendige antenner/paraboler af enhver art må ikke opsættes så disse er synlige (jf. lokalplanens § 8.6). Den opsættes med en polbase og der må på intet tidspunkt bores huller i facaden.
Opsættelsen skal ske håndværksmæssigt forsvarligt, så det ikke udgør fare for både mennesker og bygninger.
Alle udgifter til installation/opsætning/vedligeholdelse, skader samt afmontering ved fraflytning skal afholdes af lejer.
Opsætning skal registres hos bestyrelsen, med anvist placering, montering og kabelføring, inden opsætning. (blanket findes på www.albertshave.dk).
Cykler m.v.
Cykler, barnevogne og andre genstande skal stilles på anviste pladser eller i egen have/forhave.
Knallertkørsel skal foregå uden for bebyggelsens område.
Det er tilladt at cykle i området, under forudsætning af at der tages hensyn til gående og børn.
Forsikring
Du bør tegne en familie/indboforsikring incl. glas- og kummeforsikring, der dækker dit indbo og eventuel skadeforvoldelse, da vi i Alberts Have ikke har en fællesforsikring.
Fremleje
Hvis du ønsker at fremleje dit lejemål, gælder KAB’s regler. Kontakt KAB.
Hærværk
Ved ødelæggelse eller hærværk vil der blive rejst erstatningskrav over for den, der forvolder skaden.
Leg
Det er hverken tilladt at lege eller spille bold opad ydermure eller på parkeringspladserne.
Det er ikke tilladt at lege med fællesindkøbte haveredskaber eller de gule ladvogne.
Støj
Lyde forplanter sig let i bebyggelsen – begræns derfor al støjende adfærd.
Musik, sang og støjende adfærd. Tag hensyn til dine naboer, når du hører musik, ser tv, holder fester og anden støjende adfærd. Vær bl.a. opmærksom på at leg/færden på trappen kan forplante sig til naboerne. I de sene aftentimer bør du vise ekstra hensyn og dæmpe ned, så de andre beboeres ønske om nattero respekteres.
Brug af musikinstrumenter er tilladt i tidsrummet kl. 9:00 – 19:00 på hverdage. Musikundervisning må kun finde sted efter skriftlig tilladelse
Der må kun bruges støjende værktøj på hverdage mellem 09.00 og 19.00, lørdage og søn- og helligdage mellem 10.00 og 18.00.
Hvis du skal holde fest – bør du informere dine naboer i god tid.
Parkering
Parkering af indregistrerede motorkøretøjer er tilladt på de afmærkede parkeringspladser, såfremt de kan holde indenfor afmærkningen (målt fra for- til bagende af køretøjet).
Det er i bebyggelsen tilladt at parkere campingvogne og trailere så længe disse ikke optager pladser for de øvrige beboeres motoriserede køretøjer. Det er påkrævet at større køretøjer, campingvogne og trailere parkeres op mod erhvervsbygningerne.
Køretøjer og campingvogne/trailere over 3.500 kg må ikke parkeres på Alberts Haves område.
Skiltning
Ønsker du at sætte skilte eller reklamer op i boligafdelingen, skal du have skriftlig tilladelse fra bestyrelsen.
Fællesområder
Ved brug af fællesarealerne rydder den enkelte op efter sig og efterlader området i samme eller bedre stand. Gang- og grussti skal holdes fri for legetøj og cykler.
Grill
Brug grill må kun ske når denne er placeret i sikker afstand fra bygningsfacader, og alt brandbart materiale (herunder hegn og skur). Vær opmærksom på røgudvikling, når du griller under udhæng i forhaverne – tag hensyn til din nabo.
Tillæg til husorden for Alberts Have – en Almenbolig+ afdeling
Husdyr
For tilladelse til at holde hund eller kat gælder følgende tillæg til husordenen:
Det er tilladt at holde hund eller kat. Dyret skal registreres hos bestyrelsen via formularen som findes på www.albertshave.dk
Der må holdes maks. 2 husdyr (f.eks. 2 katte eller 2 hunde eller 1 kat og 1 hund) pr. husstand.
Særligt for hunde:
– Det er forbudt at holde ulovlige hunderacer og blandinger heraf, som beskrevet i den til enhver tid gældende Hundeloven:
For nuværende gælder det besiddelse og avl af følgende hunde er forbudt: 1) Pitbull terrier. 2) Tosa inu. 3) Amerikansk staffordshire terrier. 4) Fila brasileiro. 5) Dogo argentino. 6) Amerikansk bulldog. 7) Boerboel. 8) Kangal. 9) Centralasiatisk ovtcharka. 10) Kaukasisk ovtcharka. 11) Sydrussisk ovtcharka. 12) Tornjak. 13) Sarplaninac.
Forbuddet finder tillige anvendelse for krydsninger, hvori de ovennævnte hunde indgår.
- Hunde skal være forsikrede. Kopi af betaling sendes til bestyrelsen som pdf via mail, ved registrering af dyret/dyrene. Fremadrettet skal dokumentationen vises på forlangende.
- Hunde skal bære hundetegn (navn, adresse og telefonnummer), chippet og være vaccineret i bebyggelsen, således at den kan identificeres, og dens ejer kontaktes.
- Ejeren af hunden er pligtig til at erstatte skader, dyret eventuelt forvolder.
- Hunde skal holdes i snor i bebyggelsens område.
- Et husdyr må på ingen måde forstyrre beboerne med vedvarende larm.
- Efterladenskaber fra husdyr på bebyggelsens område, herunder fortove, buskaser og sandkasser skal fjernes omgående af dyrets ejer/ledsager
- Konstateres det, at ovennævnte regler overtrædes, kan tilladelsen blive inddraget, og husdyret krævet fjernet fra bebyggelsens område.
Særligt for Katte:
- Det er kun tilladt at holde indekatte
- Indekatte må gerne luftes i snor på afdelingens område (ikke i sandkasser)
- Hvis katten/kattene besørger på afdelingens område, er du som ejer forpligtet til omgående at gøre rent efter katten/kattene
- Ejeren af katten er pligtig til at erstatte skader, dyret forvolder.
- Katten skal være øremærket/chippet.
